Forskning: Er lav hjertefrekvensvariabilitet forbundet med følelsesmæssig dysregulering?
Læs denne nye forskningspublikation af Cattaneo et al (2021), der diskuterer polyvagal teori og den neuroviscerale integrationsmodel for bedre at forstå, hvordan hjertefrekvensvariabilitet (HRV) hænger sammen med følelsesmæssig dysregulering, kognitiv præstation og psykopatologiske lidelser.
Forfatterne identificerer flere undersøgelser, der understøtter Dr. Porges' og andre forskeres resultater om det tosidede forhold mellem hjerte og sind.
Studiet undersøger forholdet mellem hjertefrekvensvariabilitet (HRV), følelsesmæssig dysregulering, psykopatologiske dimensioner og præfrontale dysfunktioner. Undersøgelsen trækker på polyvagal teori og den neuroviscerale integrationsmodel for at forstå de komplekse interaktioner mellem det autonome nervesystem, følelsesmæssig regulering, kognitive funktioner og psykopatologi.
De vigtigste punkter:
1. Hjertefrekvensvariabilitet (HRV): HRV er et mål for variationen i tid mellem hjerteslagene og betragtes som en indikator for det autonome nervesystems aktivitet. Lav HRV er forbundet med dårligere følelsesmæssige og kognitive funktioner og forskellige psykopatologiske lidelser.
2. Polyvagal teori og neurovisceral integrationsmodel: Disse teorier giver en ramme for at forstå forholdet mellem det autonome nervesystem og adfærd. De understreger vigtigheden af vagal aktivitet (målt via HRV) for følelsesmæssig regulering og social kommunikation.
3. Følelsesmæssig regulering: Høj HRV er forbundet med bedre følelsesmæssig regulering og coping-strategier, mens lav HRV er forbundet med følelsesmæssig dysregulering, der viser sig i adfærd præget af angst og rigide opmærksomhedsprocesser.
4. Psykopatologi: Lav HRV anses for at være en mulig forklaring på flere psykiske lidelser, herunder angstlidelser, panikangst, skizofreni og borderline-personlighedsforstyrrelse.
5. Neuropsykologiske funktioner og præfrontal cortex: Der er en forbindelse mellem HRV og præfrontale hjernefunktioner. Høj HRV er forbundet med bedre præfrontal præstation og kognitive funktioner, herunder opmærksomhed og eksekutive funktioner.
6. Konsekvenser for behandling og forskning: Resultaterne tyder på, at HRV kan fungere som en biomarkør for følelsesmæssige og kognitive dysfunktioner og psykopatologi. Dette har konsekvenser for både klinisk praksis og fremtidig forskning.
Spørgsmål til overvejelse:
1. Hvordan kan interventioner, der har til formål at forbedre HRV, bidrage til bedre følelsesmæssig regulering og reducere psykopatologiske symptomer?
2. På hvilke måder kan fremtidige studier yderligere udforske forholdet mellem HRV og specifikke psykopatologiske tilstande?
3. Hvordan kan viden om forholdet mellem HRV og præfrontale funktioner anvendes i neuropsykologisk rehabilitering og terapi?
