Måske genkender du det: Du er udmattet, men kan alligevel ikke finde ro. Eller du føler dig tom og afstumpet, som om der er en tåge mellem dig og verden. Nogle mennesker beskriver, at verden ser "flad" ud, at de bliver trætte af at kigge ud, eller at de svinger frem og tilbage mellem en slags lammelse og indre panik, sorg eller ensomhed. Det er hverken overdrivelse eller en karakterbrist. Det er ofte et tegn på et nervesystem, der befinder sig i en dorsal nedlukning.

Den polyvagale stige: tre tilstande

For at forstå dorsal shutdown er det en hjælp at forestille sig nervesystemet som en stige med tre trin. Denne model stammer fra dr. Stephen Porges’ polyvagalteori. Dit nervesystem scanner konstant og ubevidst, om du er i sikkerhed eller i fare — og skifter på baggrund heraf mellem tre tilstande.

Et modstandsdygtigt nervesystem skifter smidigt mellem disse tilstande, afhængigt af hvad situationen kræver. Men efter langvarig stress eller traumer kan denne bevægelighed gå i stå. Så hænger man for eksempel fast i den dorsale tilstand, eller man svinger frem og tilbage mellem den dorsale og den sympatiske tilstand uden nogensinde rigtig at lande i den rolige, forbundne ventrale tilstand.

Hvordan føles en dorsal nedlukning indefra?

Dorsal er mere end blot "lidt træt". Personer, der har haft tilstanden i længere tid, beskriver ofte en kombination af:

• Udmattelse, hvor hvile eller søvn ikke rigtig giver ny energi
• En følelse af tomhed, afstand eller "ikke helt at være til stede"
• Den verden, der virker flad eller langt væk
• Ikke rigtig lyst eller energi til at komme i gang
• Sociale situationer, som du godt kan klare, men som kræver rigtig meget energi
• Skiftevis følelser af lammelse og en bølge af panik, sorg eller ensomhed

Et eksempel: hvorfor indsatsen nogle gange giver bagslag

Et godt eksempel ser vi hos mennesker med kronisk træthed. For at bevæge sig opad fra den dorsale tilstand har man brug for sympatisk energi — man skal så at sige op ad stigen. Men hvis man bruger for meget af den, følger der bagefter netop et tilbageslag mod det dorsale for at restituere. Det forklarer, hvorfor selv sjove eller lette aktiviteter nogle gange slår tilbage dagen efter. Det er ikke modvilje; det er et nervesystem, der nøje overvåger sin energi.

Netop derfor lyder rådet ofte: Tag helt små skridt, og bevæg dig kun kortvarigt. På den måde tilfører du lidt positiv energi ad gangen, uden at det giver en negativ reaktion. Vi har for eksempel haft en klient, der på grund af kronisk træthed kun kunne ligge i sengen. Ved hjælp af SSP og ved konsekvent at bevæge sig i bittesmå skridt kunne hun til sidst komme ud af sengen igen, ud af huset og endda ind i byen. Hun tilskriver sin helbredelse fuldstændigt denne tilgang.

Hvordan SSP hjælper med at komme op igen

SSP sender via specielt filtreret musik konstant signaler om tryghed til dit nervesystem. Dermed bliver dit system så at sige opfordret til at bevæge sig opad fra den dorsale tilstand mod den ventrale tilstand af ro og samhørighed. Det påvirker også din neuroception – den ubevidste scanning efter sikkerhed – hvilket ofte gør kontakten med andre lidt lettere helt af sig selv.

Da et nervesystem, der er fastlåst i den dorsale del, er sårbart, bygger vi altid op meget roligt. Hvis det fremgår af vores indledende samtale, at vi skal være ekstra forsigtige, starter du med meget korte sessioner, så din krop kan vænne sig til signalerne om tryghed, uden at det bliver for intensivt.

Det er netop denne kombination — målrettet støtte gennem SSP samt små skridt mod selvregulering — der hjælper dit nervesystem med at genvinde sin bevægelighed. Ikke ved at tvinge det, men ved gradvist at lære at føle sig tryg igen.